Det’ bar’ mig!

0

Jeg har fået en mail fra Anette. Hun vil gerne læse om, hvem jeg er.
Det er da egentlig også for dårligt, jeg ikke har skrevet noget om mig selv.

Jeg er årgang 1980, mor til 2 dejlige piger fra december 2007 og juli 2009, og gift med Herren siden november 2007, været kærester siden 24. november 2000. Vi bor i et dejligt byhus midt i Danmark tæt på skov og strand.

I 1998 åbnede min far økologisk butik og café, hvor jeg arbejdede. Jeg er selvlært økolog og måtte ofte læse om Tofu, krystal deo, tranebærpiller, bisphenol a og E-numre for at kunne svare kunder i hhv. butik og café. Få år senere fik min far sin første blodprop og forhøjet kolesterol. Pludselig blev familiemiddagene en hel del mere vanskelige at planlægge. Vi havde en diabetiker i familien, 3 vegetarer og nu også én med forhøjet kolesterol. Jeg blev nærmest selvlært ekspert i at lave mad, som alle kunne spise.
Da jeg mødte min kommende mand, var han allerede miljøbevidst. Han sorterede affald, købte kun kvalitetsfødevarer og brød sig ikke synderligt om køb-og-smid-væk-mentaliteten. Sammen med min hjemmelavede, kolesterolfattige og økologiske kost fik vi hurtigt stablet et brugbart kompromis sammen.

Efter endt læreruddannelse i 2005 har jeg undervist i hjemkundskab, hvor børnemad lige pludselig blev et helt nyt univers. Det var ikke nok, at det var sundt og økologisk. De kræsne unger skulle jo også overbevises om at spise det.

Efter en meget invaliderende graviditet i 2007 ophobede der sig en del uvelkommen fedt. Og selvom jeg forsøgte med al vold og magt, kunne jeg ikke komme af med det hele. Der opstod en ny interesse indenfor slankemad eller rettere kostomlægning.

Og da min nyfødte datter i slutningen af 2009 led frygteligt at dårlig mave og diarré, fik hun konstateret begge genetiske varianter af laktoseintolerance, hvilket naturligt nok tilføjede endnu et element til min vidensbase: Laktosefri kost.

Siden august 2011 har jeg været sygemeldt med dårlig ryg efter flere arbejdsskader. Og den økonomiske skruetvinge presser os. Derfor er jeg sprunget ud i endnu et eventyr: Back To Basic, mad som mormor lavede den og udnyttelse af ALLE ressourcer, inkl. skov og strand. Nok i virkeligheden det mest spændende kapitel indtil nu.

Jeg ville gerne være den mest pålidelige blogger i verden, men det er jeg ikke. Men skriv endeligt masser af kommentarer og spørgsmål, så hjælper I mig med at holde mig til ilden. Jeg har en utrolig stor vidensbase indenfor næsten alle former for specialkost, og er villig til at dele ud til højre og venstre.

Vel mødt

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2010-2017 Det er bare sundt All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.1.4, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.3, from BuyNowShop.com.