Krible Krable Fødselsdag … Sommerfest
Mindstetrolden fyldte jo 7 år i sommerferien, men hendes eneste ønske var, at afholde børnefødselsdag i haven for pigerne i klassen… og det kunne jo selvsagt ikke lade sig gøre. Så vi forsøgte med alle midler at overbevise hende om, at man jo sagtens kunne afholde fødselsdag, når skolen startede igen.
“Nej! Jeg har kun én fødselsdag!”, lød svaret.
Kompromiset blev en sommerfest i haven umiddelbart efter første skoledag. Alle pigerne i klassen skulle inviteres. Temaet skulle være Krible Krable og det var på INGEN måde en fødselsdag: Altså INGEN lys, INGEN flag og ABSOLUT ingen fødselsdagssang!
Som vanligt havde fødselsdagsbarnet fået lov at vælge sin egen kage. Og det har ikke gået stille af sig de tidligere år… Altså, dvs. Størstemusen plejer at vælge helt umulige kager, men Mindstetrolden vælger egentlig ret tilforladelige kager. Så de kom lidt af et chok for mig, at jeg skulle ud i en GAMMEL klassiker, nemlig kringlen!
Selvfølgelig formet som en Krible Krable-snegl.
Dejopskriften snuppede jeg fra Grams Slot i Den Økologiske Bagebog. Fyldet var en blanding af dén fra Gram Slot (ægte remonce) med lidt for meget sukker efter vores smag, og mit efterhånden traditionelle æblefyld, som jeg bruger i “sunde” kanelsnegle.
Pyntes skulle den selvfølgelig efter alle kunstens regler, og for de uindviede er det naturligvis Skittles-edderkopper. Den hvide glasur er en almindelig Royal Icing og benene er lavet af ren smeltet 70% chokolade.
Pølsehornene skulle egentlig blive til en slags biller, men på trods af hjælp fra Moster Muffin & The Irishman, var der grænser for vanviddet.
The Irishman gik i gang med at nyfortolke et foto fundet på Pinterest. Her en gulerodsstav med sneglekrop og -hoved formet af peanutbutter, æble-skive som hus, chokoladeprik-øjne og saltstang-følehorn.
Moster Muffin lavede de sødeste larver (vindruer på grillspyd) og mariehøns, lavet af jordbær og blåbær.
De søde små myrer ved bordkortene fandt Mindstetrolden i hyggelig lille butik med brugskunst og kageudstyr.
Efter maden blev pigerne delt op i to hold og gik op god gammeldags skattejagt, eller Scavenger Hunt i haven efter Krible Krable-dyr. Du kan downloade et gratis eksemplar hos My Mommy Style.
Du har sikkert hørt om leget “Sæt halen på æslet”, den omdøbte vi i dagens anledning og kaldte den “Læg Krible Krable-dyrene i syltetøjsglasset”. Krible Krable-dyrene er klistermærker på magneter.
Pigerne kunne i øvrigt få et ekstra point til gruppen, hvis de kunne gætte sig frem til, hvad bladene symboliserede og kunne sætte dem i den rigtige rækkefølge. Du kan jo selv prøve…
Slutteligt vandt vinderholdet godteposer, dem med guldbånd, og det andet hold fik jo så en godtepose uden guldbånd. De var meget populære. Ofte synes jeg, der går lige lovelig meget slikorgie i de fødselsdage, men alle piger var meget tilfredse med indholdet:
Et mal-selv sugerørs-Krible Krable-dyr, en slikkepindsedderkop, et sommerfugleklistermærke, en lille plastedderkop, en ballon, en hjemmelavet malebog…
… og naturligvis en snolder-sommerfugl.
Slutteligt fik forældrene kaffe og lagkage, bestående af Mette Blomsterbergs mandelbunde, Max (Kvalimad)’s chokoladesmørcreme og blåbærgele med inspiration fra Mullehuset.