0

Om at have et barn, der skal have særbehandling…

Posted by LikeBree on 23. marts 2015 in Alt og intet |

Der er sikkert mange, der har stået i lignende situationer – og det, der er værre.

Alle forældre har oplevet utrygheden ved at sende sit barn i ny dagpleje, vuggestue, børnehave og skole. Alle forældre bekymrer sig mere eller mindre om, hvordan barnet vil reagere overfor de nye omgivelser, voksne og krav, og hvordan barnet vil interagere blandt andre børn.

Men når man har et barn, der skal have særbehandling – fysisk eller psykisk – får disse bekymrende tanker en ekstra dimension.

Jeg kan kun begynde at forstille mig, hvordan det er at have et barn med kræft, med hjerneskade, i kørestol, med Epilepsi, med insulinkrævende diabetes, med Tourettes eller ADHD, eller svær glutenoverfølsomhed. Det er ikke disse børn, dette indslag handler om. De fleste forældre med børn, der lider af ovenstående tilstande får ofte vejledning i, hvordan de skal forholde sig til institutioner og venner.

Her vil jeg omtale de mindre farlige tilstande, som dog kan give mange hovedpiner og bekymringer hver dag.

Min ældste datter er særligt sensitiv… ikke i “jeg, prinsessen, skal behandles særligt”-forstand, men i “jeg opfanger alle indtryk, der giver mig koncentrationsproblemer i larmende klasselokaler og jeg tør ikke gå med nogen hjem og lege”-forstand.

Desuden er hun uheldigt stillet rent genetisk, da Herren og jeg tilsammen kan fremvise en imponerende allergi-liste, og hun har været så “heldig” at arve en stor del af dem. Bl.a. frugtalleri overfor især melon, ananas, tomat, citrusfrugter og kiwi, der jo har givet lidt kontroverser i forhold til disse “frugtfællesskaber”, der hersker i daginstitutionerne. (At de andres frugt så heller ikke er økologisk, er en hel anden diskussion!)

fruit-651130

Min yngstedatter er også en slags sensitiv… Men det er overfor udefrakommende fysiske problematikker. Jeg har tidligere nævnt hendes laktoseintolerance, der som sådan ikke er farlig… Men det kan på ingen måder være rart, at gå rundt i skolen og være bekymret for, om der kommer tyndt med ud, når man slår en prut… Ej heller er det fedt, at rende rundt med rumlende og øm mave, og prutter, der lugter af sur mælk.

Lånt af GoDairyFree

Og så har hun desværre arvet sin fars børneeksem, hans har som voksen begrænset sig til håndeksem, men hendes er over hele kroppen.

Vi smører hende dagligt med Urtekrams kokosolie, som har vist sig at være det bedste for hende på den lange bane. Desuden dufter hun dejligt af Bounty, og det pletter ikke nattøj og sengetøj, som nogle af fedtcremerne gør.

Desuden er de fleste fedtcremer dyre og petroleumsbaserede, hvilket mange mener, kan give problematiske bagsider. Endnu værre er det, når produkter (som fx Decubal) sælges som godgørende for atopisk hud, selvom hovedingrediensen er vand… Den værst tænkelige ingrediens for huden, da det udtørrer…

Vi gik til babysvømning med begge piger, da de var små. Men Mindstetrolden hylede og skreg efter turen i bassinet og havde røde knopper i flere dage.

Vi fik en henvisning til en hudspecialist. Børneeksem!

“Hvordan føles det for hende, at være i klorvandet?” ville Herren og jeg vide.

“Det ved jeg jo af gode grunde ikke”, svarede hudlægen, “men én af mine ældste patienter er 8 år og fortæller mig, at det føles som 1000 nåle…”

excuse-me-what-did-you-just-say

Ja, når man står med en ikke-snakbar 6 måneder gammel baby med røde knopper fra top til tå, så behøver man ikke forklare, hvorfor man stopper til babysvømning efter dén udmelding.

Vi HAR været i svømmehallen siden. Men først, da hun selv kunne sætte ord på – og vi fandt ud af, hvilke produkter hun skulle smøres ind i før og efter.

Desuden er der nogle svømmehaller, der er værre end andre. Vi KNUSelsker varmtvandsbassinet og rutchebanen i Bolbro Svømmehal, men klorindholdet er simpelthen for højt, og pigebarnet render rundt med noget, der bedst kan beskrives som kemiske brændsår på hænderne i flere uger efter… Øv…

Tilbage på sporet…

Jo, nu er Mindstetrolden så startet i skole. En dejlig skole. En skole, som tilbyder børnene svømmetræning ca. 1 gang om måneden på alle årgange. Lækker!

Men hvad gør en klog? Kan pigebarnet stå til ansvar for at være indsmurt fra top til tå? Nej, det synes vi faktisk ikke.

Samtidig har vi en super selvstændig pige, der lidt forsigtigt (for ikke at såre Moderens følelser) spørger, om de andre børn også skal have deres voksne med…

Moderen forstår… Nej, og Mor behøver selvfølgelig heller ikke tage med hver gang…

KRISEMØDE!!!

Herren og jeg er nået frem til følgende løsning:

  1. Én af os tager hen på skolen inden bussen henter børnene, vasker hende og smører hende ind i kokosolie – på med badedragten (som nærmest er en tynd heldragt) og tøj udenpå.
  2. Pigebarnet tager med bussen. Smider tøj i skabet. Skyller sig let under bruseren MED dragt og hopper i vandet med de øvrige børn.
  3. Pigebarnet bader som de andre børn efter svømmeturen, dvs. uden dragt. Hun tørrer sig med sit fløjlsbløde håndklæde og smører selv fedtcreme på hænder og kinder (som er mest udsat). Hvis der er steder der klør, skal hun og den voksne i fællesskab smøre dér.
  4. Pigebarnet kører med bussen hjem til skolen og hentes STRAKS af os, hvorefter hun bliver indsmurt fra top til tå.

På den måde bevarer vi både hendes fysiske helbred og anerkender hendes trang til selvstændighed og modvilje mod at blive behandlet anderledes.

Hvis du har et barn med særlige behov, er du velkommen til at spørge ind til, hvordan vi tackler de forskellige situationer, børnene bliver udsat for i daginstitutionerne.

Ud over min uddannelse som folkeskolelærer og arbejdserfaring indenfor specialområdet (både fag-fagligt og pædagogisk) er jeg autodidakt kok indenfor specialdiæter.

swim-619074_1920

Åh… det er snart sommer…

5722090438_e7b7a40541_o

 

Tags:, , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2010-2018 Det er bare sundt All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.1.4, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.3, from BuyNowShop.com.