0

Sommerferie 1: Copenhagen Jazzfestival

Posted by LikeBree on 14. august 2016 in Alt og intet |

Vi har for en gangs skyld holdt sommerferie med stort S og lukket så meget så muligt af for dagligdagens trommerum, krav, smerter og spidsbelastninger.

Facebook og emails blev kun skimmet for vigtigheder og ellers var vi bare sammen.

20160628_155825_HDR

Pigerne startede sommerferien med en lille hyggepicnic for bedste-veninderne. De skulle begge rejse hele sommeren.

20160629_090221_HDR

Mindre behageligt var det at tage afsted vel vidende at det brændte kun 10 huse fra Byhuset. Når alle husene er bygget mere eller mindre sammen, så går det altså stærkt. De fik dog ilden under kontrol inden afgang til Djævleøen.

20160630_142753_HDR 20160630_142549_HDR

Økologiske pluk-selv-jordbær på Bakkegården ved Ringsted. Mums god smag og god pris… Og vi nåede lige at samle 2 bakker mellem to byger.

20160630_170810

Næsten-nymalket mælk fra Svanholm Økologiske Kollektiv ved Skibby. Mælken var fantastisk, men caféen var desværre spild af penge. Priserne lå gennemsnitligt 20% over de sædvanlige økobutikker, og desværre havde de svært ved at servere en acceptabel kop kaffe. Vi valgte at fokusere på det positive: Søde klappegeder og lækker mælk!

20160701_143608

Et hus med sådan et interessant ydre må interiøret være helt igennem fantastisk. Vi må nøjes med at kigge gennem alle vinduerne, da der desværre er lukket. Tjek selv Art & Colour næste gang du kommer forbi Oehlenschlægersgade.

Vi løb hurtigt over gaden ved Vesterbros Torv, sprang på bussen og fik i farten kidnappet fars penge. Det var ikke smart, han skulle nemlig videre ind til byen og høre Jazz. Vi sprang af bussen ved Søndermarken og ventede på, at han indhentede os. Og i Søndermarken står så, som du ser, Danmarks eneste Numsetræ.

20160702_161816_HDR-1

Pigerne har ikke set Matador, men vi har fortalt dem om serien, om krigstiden og selvfølgelig om Rottehullet. De synes, det er sjovt at gå forbi Rottehullet på vej fra Yndlingsisbutik #3 Ishuset på Christianshavn og Legepladsen med Hamsterhjulet Legepladsen på Christianshavns Vold – Elefantens Bastion. Denne dag skulle der lidt ekstra afledning til, da vi blot få minutter inden billedet blev taget, havde passeret en mand, der lå på gaden med et epilepsianfald og Herren stoppede selvfølgelig for at hjælpe med at ringe efter en ambulance.

20160702_183949_HDR

Da børnene så lagerhallen, hvor vi påstod vi skulle spise aftensmad, så de mildest talt bekymrede ud. Da vi så mængden af mennesker både inde og ude, kiggede vi på hinanden og tænkte, det måske alligevel var en fejl. Da vi snoede os gennem menneskemylderet forbi mere end 30 food trucks og gadekøkkener, fandt vi det fuldstændig umuligt at blive enige om noget spiseligt. Vi endte med at dele os op og mødtes tilbage på en bænk med pommes frites til Mindstetrolden, falafler til Herren, oste-skinke-sandwich til Størstemusen og tangsalat til Moderen. …og udsigten fra bænken? En DisKo… Gør dig selv en tjeneste: Tag ud på Papirøen og spis god mad på Copenhagen Street Food.

20160703_164351-1

I øshamrende regnvejr mødtes vi med Farfar på Kafferiet på Esplanaden, byens absolut mest kitschede kaffebar med en fantastisk service, gode priser og glutenfri, laktosefri, økologiske spiselige herligheder og vidunderlig kaffe. Farfar skulle vise os Den Lille Havfrue og ville give is på Langelinie, men regnen ville ingen ende tage. Vi stoppede et par minutter ved Gefionspringvandet og så en gedde i voldgraven. Og isen? Den lå selvfølgelig og ventede hjemme i farfars fryser!

20160704_13592120160704_141544
Hvis du spørger pigerne, hvad de lavede i deres sommerferie i København, så lyder svaret: Spiste is og legede på legepladser. Og det gjorde vi! Den Laktosefrie Mindstetrold er ikke vant til andet end sodavandsis på pind i Provinsen, men i København ligger der ægte italienske isbutikker flere steder. Og ægte italiensk sorbet indeholder IKKE mælk eller mælkepulver!

Pigernes Top 5 Gelateria:

  1. Il Gusto, Vindegade 84 (ODENSE)
  2. Vildglad, Blågårdsgade 15 (Nørrebro)
  3. Ristorante Italiano, Fiolstræde v/Vor Frue Kirke
  4. Ishuset på Christianshavn, Torvegade 55 [Link ovenover]
  5. Gelato Siciliano, Skydebanegade 3 (Vesterbro)

INGEN slår Il Gusto i Odense…

Pigernes Top 5 Københavnske Legepladser:

  1. Legepladsen i Wesselsgade (mellem søerne og Blågårdsgade)
  2. Legepladsen på Christianshavns Vold – Elefantens Bastion [Link ovenover]
  3. Legepladsen i Skydebanehaven (mellem Istedgade og Vesterbros Torv)
  4. Lindevangsparkens Legeplads (Frederiksberg)
  5. Trafiklegepladsen i Fælledparken

Glyptoteket er et vidunderligt sted. Haven, stemningen, den overdådige udsmykning og selvfølgelig marmorfigurerne. Der er gratis entré om søndagen og pigerne elsker at gå og gætte figurer, høre historierne og også fortælle en del selv.

Pigernes Top 5 seværdigheder på Glyptoteket:

  1. Mumierne i kælderen i den ægyptiske afdeling
  2. Vandmoderen lige ved indgangen til vinterhaven
  3. Døden! [billedet ovenover]
  4. Monetbillederne (de franske impressionister)
  5. De mønstrede marmorgulve

20160705_141110_HDR

Pigerne og Moderen tog en tøsetur ind til Strøget. Herren hader menneskemylder og blev hjemme. Vi tog bussen ned til Højbro Plads, hvor vi selvfølgelig gik og sang lidt om de 3 kinesere, indtil vi nåede frem til Storkespringvandet, hvor Moderen fik sunget lidt Cæsar “Ali bali, ali bali bi, luk nu dine øjne i. Vi går aldrig mere forbi det store stygge Storkespringvand.” [Storkespringvandet 1965]

Ned gennem strøget i menneskemylderet. Vi havde en mission: Søstrene Grene på Amagertorv! Vi skulle nemlig bruge nogle hobbymaterialer til vores hjemme-regnvejrsdag. Og ikke mange sekunder efter vores entré blev vi overhalet af mindst 20 mennesker i høj fart, der alle styrede direkte mod hylden med paraplyer og regnslag, for at styrte lige så hurtigt ud igen. Vi blev enige om, at vi vist ikke havde travlt med at komme ud.

20160706_160753-1 20160706_161642-1

Lidt stemningsbilleder fra Legepladsen i Wesselsgade, der havde fået nye soppebassiner på mærkværdige steder efter gårsdagens næsten konstante regnvejr.

20160707_130347-1

Nåh ja… Jazz… Det var jo derfor vi kom! Copenhagen Jazzfestival foregår de første to uger af juli hvert år. Der er liv og musik overalt i byen og mange gratis koncerter, også for børn. Her er vi i Lindevangsparken og høre The Kutimangoes. Det musikalske niveau for alle disse børnejazzkoncerter er utrolig højt, samtidig med at musikerne virkelig når ud over scenekanten og får børnene med til hop, sang, skrål og dans.

Desuden er der i anledning af jazzfestivalen Eventbilletter hver dag, hvor du kan køre i alle offentlige transportmidler et halvt døgn for et mindre beløb. Det er fedt ikke at skulle tænke på trætte børneben (eller handikappede mor-hofter).

20160708_120643 20160708_120746

Den dejligste lavendelhave på Rosinernes grund, som vi i anledning af festivallen havde lånt.

20160708_135833_HDR

Nem madpakkemad…

20160709_133017(1)-1

Farmor og Farfar gav en tur i Bonbonland, der var så venlige at betale Brobizzen hjem. Dejligt!

20160710_191140

Anbefalelsesværdigt stop på vej mod Provinsen: Haraldsted Sø ved Ringsted.

Tags:, , , , , , , , ,

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Copyright © 2010-2017 Det er bare sundt All rights reserved.
This site is using the Multi Child-Theme, v2.1.4, on top of
the Parent-Theme Desk Mess Mirrored, v2.3, from BuyNowShop.com.